Hos Oxygen er vi udmærket bevidste om den konkurrence vi konstant er en del af. Nemlig at holde på de bedste og mest kvalificerede medarbejdere. I en branche hvor der er rift om de dygtigste udviklere, er det nødvendigt som arbejdsplads at være noget lidt ud over det sædvanlige.

Det synes vi egentlig også vi lykkes meget godt med, og det kan vi jo selvfølgelig nemt selv både påstå og blive enige om. Men i virkeligheden har vi det man med rette kan kalde det mest troværdige bevis for påstanden – og han hedder Bjarne.

Det levende bevis

Bjarne er udvikler her hos Oxygen, og det er der jo i sig selv ikke noget særlig odiøst i. Men der er den lille detalje ved Bjarne og hans rolle i Oxygen, at han var den absolut første medarbejder der blev ansat dengang Oxygen var en brøkdel af hvad det er i dag.

Om det siger mest om Bjarne eller os kan selvfølgelig diskuteres, men vi er af den helt klare overbevisning, at en stor del af årsagen til denne vedholdenhed og loyalitet skal findes i alt det der repræsenterer os som arbejdsplads.

Alt det vi gør, som mange andre også gør

Vi kunne godt bruge en del spalteplads på at opremse alle de personalegoder der følger med hos Oxygen og som gør os til en attraktiv arbejdsplads. Men sandheden er, at bordtennisbordet i hjørnet, mini golf turneringerne på tagterrassen og de enorme mængder kage og sodavand der udgør mellemmåltiderne indimellem kokkens lækkerier, ikke er det der adskiller os radikalt fra alle andre bureauer.

I stedet skal det der gør den største forskel, findes i måden vi betragter det at være medarbejder hos Oxygen på.

Alt det vi gør, som kun de færreste gør

Først og fremmest tager vi medarbejderne seriøst. Det lyder måske banalt og som en selvfølge, men det er det rent faktisk ikke.

Når vi siger at vi tager dem seriøst mener vi i den forstand, at en medarbejder hos Oxygen aldrig bliver taget for givet. Vi ved at båndet mellem os og medarbejderen aldrig er stærkere end at en tilpas dygtig headhunter kan udfordre det.

Vi arbejder derfor altid på, at være den bedste arbejdsgiver for hver enkelt medarbejder. For at kunne det, er det nødvendigt at kende sine medarbejdere – også på et dybere plan end hvad en årlig MUS samtale kan bidrage med.

Derfor tager ledelsen hos Oxygen hvert år en hel dag ud af kalenderen hvor vi barrikaderer os i et mødelokale langt fra Oxygens lokaler.

Her gennemgår de hver enkelt medarbejder og sætter som minimum 20 minutter af til at blive klogere på hver eneste af dem.

I de 20 minutter kommer de omkring alt hvad de har brug for at vide, for at kunne støtte medarbejderen i at vokse med sine opgaver, trives i sin rolle og passe ind i Oxygens medarbejderstab – også om 2 år.

En god arbejdsplads er en ”two-way street”

For at sikre, at alt det der bliver talt om på den årlige medarbejderdag, også kommer længere end til mødelokalet, har vi implementeret ikke mindre end tre MUS samtaler i løbet af året.

MUS samtaler er i mange virksomheder et nødvendigt onde der skal overstås, både for medarbejderen og lederen. Hos Oxygen er det en løbende dialog der er sat i struktur og som dukker op i kalenderen tre gange årligt. Som en lille påmindelse om, at vi skal gribe om problemerne inden de vokser sig for store, at intet skal tages for givet og at det meste kan løses hvis bare det italesættes.

Practice what you preach

Oxygen er et bureau i udvikling – som så mange andre af vores slags. Det er vi af to helt essentielle årsager. For det første fordi det er krævet for at kunne følge med markedet, branchen og den teknologiske udvikling. For det andet fordi, hvis vi ikke udvikler os, kan vi heller ikke forvente at vores medarbejdere gør det. Og det forventer vi, at de gør.

Den udvikling kommer til udtryk på mange måder i hverdagen, og vi er f.eks. aldrig blege for at skifte retning hvis det viser sig at være nødvendigt. Hverken teknisk eller forretningsmæssigt. Det betyder at vores medarbejdere oplever en dynamisk arbejdsplads med højt til loftet.

Af og til kommer det til udtryk ved helt konkrete tiltag der kan ses med det blotte øje. Vores kontor ligner i dag noget der kunne optræde i et boligmagasin om New York’er stilens mange glæder, med rå murstensvægge, designer møbler i hjørnerne og neonlys i kantinen. Det er rimelig langt fra hvordan vi indrettede os da Oxygen så dagens lys første gang. Bare spørg Bjarne.

Har du også lyst til at blive en del af teamet hos Oxygen, så hører vi altid gerne fra dig. Du kan fange os på +45 63 139 139 eller via vores kontaktformular, herunder. 

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.