I denne SEO for begyndere guide vil vi, på så forståeligt dansk som muligt, give dig indblik i den forunderlige verden af søgemaskineoptimering. Søgemaskineoptimering kaldes i daglig tale SEO, som er en forkortelse for Search Engine Optimization.

Du vil få en introduktion til, hvordan søgemaskineoptimering fungerer og blive præsenteret for de grundlæggende begreber.

Vi giver dig overblik over de forskellige faser og begreber i arbejdet med søgemaskineoptimering og vi tilstræber at denne SEO guide kan forstås af alle.

SEO for begyndere: Indholdsfortegnelse

  1. Hvad er SEO?
  2. Søgeordsanalysen
  3. On-page SEO
  4. Off-page SEO
  5. Konkurrentanalyse
  6. Duplikeret indhold
  7. Design og sidestruktur
  8. Lokal SEO
  9. Effektmåling
  10. Algoritmer og historiske ændringer
  11. SEO i samspil med anden online markedsføring

Hvilket SEO niveau vil du have opnået, når du er færdig med denne SEO guide?

Det er vores mål, at du efter endt læsning af SEO for begyndere, har fået en helt grundig og essentiel viden. En fundamental viden der klæder dig på til at træffe bedre beslutninger i forhold til valg af SEO som fokusområde.

Endvidere tilsigter vi, at du er blevet præsenteret for de grundlæggende metoder til rent praktisk at udføre helt basal SEO for begyndere.

God fornøjelse 🙂

 

1. Hvad er SEO?

For at forstå SEO og besvare spørgsmålet “Hvad er SEO?”, er der ét altoverskyggende aspekt ved søgemaskineoptimeringen, som er værd at huske:

Søgemaskinerne er kun interesserede i at præsentere deres brugere for det mest interessante og relevante indhold. Gør de ikke det, vil brugerne nemlig finde en anden og bedre søgemaskine.

I den sammenhæng fylder brugernes eksisterende søgehistorik også en stor del i søgemaskinernes beslutning om, hvilke sider, der skal ligge i top 3. Det, du ser i din top 3, er nemlig ikke nødvendigvis det samme, som din konkurrent ser i sin top 3.

Det skyldes, at søgeresultaterne er tilpasset den enkelte bruger, selvom det naturligvis i sidste ende er søgemaskinerne der endeligt bestemmer.

Brugerens søgehistorik og præferencer kan vi ikke påvirke ved hjælp af SEO – men stort set alt andet kan vi, og det er dét, denne SEO for begyndere guide vil introducere dig til.

SEO kræver konstant tilpasning

Nøgleordet i søgemaskineoptimering er “tilpasning”. Vil du lære SEO og bestride disciplinen, skal du følge med i søgemaskinernes dynamiske strategier.

Ændrer søgemaskinerne deres formel for, hvordan de bedømmer et websites værdi for brugeren (kaldet en algoritme), er det din opgave at tilpasse dig – hver gang. Hvad der virkede i går, virker nemlig ikke nødvendigvis i morgen.

På den måde er SEO en proces, som aldrig stopper.

Søgemaskinerne har en lang række forskellige parametre, de bruger, når de skal bedømme en hjemmesides relevans. De mest kendte er nok såkaldt “godt, relevant indhold”, gode links til hjemmesiden, brug af de korrekte søgeord og korrekte tekniske indstillinger.

Der er imidlertid ingen parametre, der kan stå alene og man kan således ikke få et site i top 3 alene ved at opfylde ét af kriterierne.

Det er derfor vigtigt at træde et skridt tilbage og se på, hvordan de forskellige parametre i søgemaskineoptimering påvirker hinanden indbyrdes – hvilket i øvrigt kan være forskelligt fra website til website.

En stor del af SEO er derfor også, forsigtigt og med små skridt ad gangen, at prøve sig frem.

Dertil kommer, at også SEO-specialister og brugerne selv er med til at påvirke udviklingen, alene ved den måde de henholdsvis optimerer på og benytter søgemaskinerne.

Som du måske allerede har fornemmet, er søgemaskineoptimering en kompleks størrelse.

Vi vil derfor på i det følgende give dig et indblik i, hvordan søgemaskiner, SEO-professionelle og brugere interagerer og hvorfor de ikke kan leve uden hinanden.

Du får også et dybere indblik i, hvorfor brugerne kun er interesserede i det mest relevante søgeresultat, og hvorfor søgemaskinerne altid stræber efter at give det mest relevante svar.

De tre aktører i SEO

Søgemaskineoptimeringen har 3 aktører: Brugerne, søgemaskinerne og de SEO-professionelle.

1. Brugerne

Du og jeg, som leder efter svar, er essentielle for søgemaskinernes forretningsmodel. Uden brugere ville der ikke være nogen søgemaskiner.

Brugerne vil have den mest relevante information der findes, indenfor det emne eller søgeord de har søgt. De vil også have den hurtigt og nemt.

2. Søgemaskinerne

Søgemaskinerne giver brugerne mulighed for at finde relevant information. De fleste kender Google, men der findes flere.

  • Google: Den søgemaskine vi alle kender, fordi det er den mest dominerende søgemaskine i de fleste lande.
  • Yahoo: Populær søgemaskine i USA
  • Bing: Populær søgemaskine i USA. Udviklet af Microsoft og standardsøgemaskine hos Windowsbrugere.
  • Baidu: Dominerende søgemaskine i Kina
  • Yandex: Dominerende søgemaskine i Rusland.
  • Naver: Dominerende søgemaskine i Korea
  • Wolfram Alpha: Søgemaskine for beregningsmæssig viden. Kemi, fysik, matematik m.m.

Søgemaskinernes to primære hovedmotiver er at tiltrække brugere til deres søgemaskine og fastholde dem, samt at tjene penge på at sælge tilgængelige reklamepladser.

3. SEO-professionelle

SEO-professionelle er eksperter, der kender søgemaskinernes historik og algoritmer.

Deres opgave er at påvirke de organiske søgeresultater, ved at servere den information søgemaskinerne efterspørger og optimere egne eller kunders hjemmesider i overensstemmelse med best practice.

SEO-professionelle ønsker at få deres sites placeret højest muligt i søgeresultaterne, for at generere flest mulige klik fra relevante besøgende, og i sidste ende generere flere konverteringer (salg, leads, nyhedsbrevstilmeldinger etc.).

Fordele og ulemper ved SEO

Som med al anden markedsføring har SEO både sine styrker og udfordringer.

Styrker

  • Den organiske trafik, som professionelt udført SEO genererer, er ofte blandt den mest engagerede og bedst konverterende trafik på en hjemmeside. På baggrund af en veludført søgeordsanalyse og fortolkning heraf, sikrer vi nemlig at stille præcis den information til rådighed, som den søgende efterspørger.
  • Sammenlignet med andre digitale markedsføringsaktiviteter, så er SEO oftest en af de aktiviteter med den højeste ROI (return on investment).
  • SEO er relativt billigt at gennemføre. Udgifterne kan i princippet begrænses til det antal konsulenttimer, man må tilkøbe, eller den tid man selv lægger i projektet.
  • Resultaterne af en SEO indsats er ofte langtidsholdbare, eller kræver kun vedligeholdelse, når søgemaskineoptimeringen er korrekt udført.

Udfordringer

  • SEO-disciplinen er dynamisk og ændrer sig konstant i takt med søgemaskinernes fokusområder og forbedrede algoritmer samt dine konkurrenters ageren. Det kan derfor være svært at forblive øverst i søgeresultaterne for den branche /produkt/-tjeneste, man repræsenterer. Med andre ord, så kræver det et fortløbende fokus at forblive øverst i søgeresultaterne. SEO er ikke et quick fix men en fortløbende proces. Jo mere dynamisk din branche er, jo mere skal du aktivt gøre for at bevare dine placeringer.
  • Gode placeringer på de afgørende søgeord er eftertragtet, hvilket kan bevirke, at det vil tage længere tid og kræve flere ressourcer at komme til tops i søgeresultaterne. Du kan derfor ikke forvente resultater og flere kunder her og nu.
  • Man kan udelukkende kontrollere sin egen indsats og ikke konkurrenternes, hvormed man risikerer, at ens egen optimering ingen effekt har, fordi konkurrenterne har investeret det dobbelte i deres SEO-indsats.

Hvordan fungerer søgemaskinerne?

Som nævnt ovenfor kræver SEO både tid og vedholdenhed. Dette skyldes blandt andet de 4 processer, søgemaskinerne skal igennem, inden din SEO-indsats bliver registreret og du dermed kan begynde at se effekten.

Typisk vil du opleve, at der kan gå 2-3 uger inden du begynder at se effekten at din indsats. I stærkt konkurrenceprægede brancher vil der ofte gå endnu længere tid.

De 4 processer er:

  • Crawling
  • Opbevaring
  • Proces & indeksering
  • Rangering

1. Crawling

Crawling kan bedst beskrives som en edderkop der kravler hele hjemmesiden igennem og registrerer alting undervejs.

På samme måde går søgemaskinen ind og gennemgår hjemmesiden minutiøst for al information, der kan være til fordel eller ulempe for placeringen i søgeresultaterne.

På fagsprog kendes crawlers også som

  • Bots
  • Robots
  • Spiders

Crawlers finder, registrerer og gemmer information fra hjemmesider, blogs og webshops.

Jo flere gange hjemmesiden besøges af en søgemaskine, desto hurtigere går indekseringsprocessen. Det sker også jævnligt at en side, ikke indekseres, fordi kvaliteten vurderes for dårlig. Det kommer vi tilbage til længere nede i denne SEO for begyndere guide.

2. Opbevaring

Når siden er crawlet bliver informationerne opbevaret på søgemaskinernes servere.

3. Proces og indeksering

Når informationerne er opbevaret på serveren, begynder søgemaskinerne at bearbejde den data og de informationer, der er blevet hentet fra dit site.

Det udmunder i en indeksering, som kort fortalt betyder, at dit site og dets indhold nu er registreret og tilføjet søgemaskinens register og dermed ligger klar til at blive fundet frem, når en bruger søger efter indhold som dit.

Herefter analyserer søgemaskinerne, ved hjælp af sine algoritmer, informationerne med det formål at vurdere relevansen og populariteten. Dette benyttes sidenhen til at rangere indholdet.

4. Rangering

Hele formålet med de tre første faser, crawling, opbevaring samt proces og indeksering, er at siden skal rangeres – eller med andre ord: Bedømmes i forhold til indeksets øvrige sites for at finde ud af, hvor højt i søgeresultaterne den skal vises, når en bruger foretager en søgning.

Alle 4 processer kan, kort opridset, sammenlignes med et bibliotek:

  1. Bibliotekaren får en ny bog hjem og læser den (crawling).
  2. Bogens titel og indhold tilføjes i bibliotekets register (proces og indeksering).
  3. Bogen placeres på hylden, så den står klar til udlån (opbevaring).
  4. En læser besøger biblioteket og efterspørger en bog om f.eks. tomater, hvorefter bibliotekaren anbefaler den bog, vedkommende mener er mest relevant for læseren i forhold til, hvad bibliotekaren ved om bogen og hvad læseren fortæller, bogen skal bruges til (rangering).

De gode placeringer er altafgørende

Det handler grundlæggende om at komme på side 1 i søgeresultaterne og allerhelst i top 3.

Selvom top placeringerne kan være svære at opnå, er de bestemt indsatsen værd. Dit site får nemlig mange flere besøg, hvis det er placeret højt i søgeresultaterne og jo flere besøgende, jo flere potentielle kunder og konverteringer.

Rangering er som tidligere nævnt baseret på hundredvis af faktorer, men alle leder de hen mod vurderingen af, om indholdet på dit website er relevant i forhold til det søgeord, som søgningen er bygget op omkring.

Søges der efter tomater, ønsker brugeren naturligvis ikke at se et forslag fra søgemaskinen omhandlende biler. Og leder brugeren efter en bog om tomatdyrkning eller en kogebog, så justeres de viste søgeresultater på baggrund af en relevansvurdering. Alt sammen påvirker, om dit website bliver placeret højt eller lavt i søgeresultaterne.

Måden søgemaskinerne finder ud af, hvad netop dit website handler om, tager udgangspunkt i, hvilke søgeord, du anvender på sitet – og hvilke søgeord, du vælger at anvende tager afsæt i en grundig søgeordsanalyse. Søgeordsanalysen kigger vi nærmere på i næste afsnit.

 

2. Søgeordsanalysen

Hele kernen i SEO – og grundlaget for at lave en søgeordsanalyse – er, at brugerne selv fortæller, hvad de gerne vil præsenteres for.

Hvordan brugerne søger efter netop det, du tilbyder, kan du lære en masse om ved at foretage en søgeordsanalyse og bruge tid på at forstå parametrene for, hvordan mulige kunder tænker og taler om netop din branche, dine produkter eller tjenesteydelser.

Med andre ord, så får du med søgeordsanalysen en forståelse for, hvilke ord brugerne konkret søger efter online. Dybest set, identificerer du deres behov og problemer og bruger denne viden til at lave en hjemmeside, der er tilpasset derefter.

Hvordan søger brugerne, når de leder efter mit produkt?

Kundens hensigt skal drive din SEO-indsats. Forsøg at tænke som kunden. Hvordan ville du søge, hvis du ledte efter dit produkt? Vær opmærksom på, om dine kunder måske kalder tingene noget andet, end du selv gør.

Anlægsgartnere anvender f.eks. branchebetegnelsen “vinterbekæmpelse” om snerydning – men ville kunderne søge på dette ord? Tænk også over, at der tit er stor forskel på, om brugerne søger på ordet i ental eller flertal i din branche. Der er f.eks. markant flere søgninger på “cykler” end “cykel”.

Hvad er dit ultimative mål?

At give kunderne godt indhold og engagerende oplevelser er gode delmål, men dit ultimative mål må være flere penge i kassen eller en anden form for konvertering.

Derfor bør du også, så vidt muligt, optimere dit indhold efter de brugere, der er købeklar eller konverteringslystne. Der er uden tvivl mange besøg i søgeordet “gratis solbriller”, men du vil sandsynligvis hellere sælge solbriller.

Det giver derfor bedre bundlinjeresultater at optimere mod søgefraser, hvor ordet “køb” indgår. Tænk over hvilke type brugere du ultimativt helst vil bruge (mange) ressourcer på: Dem der søger på “gratis” eller “køb”?

Søgeordsanalysen

Søgeordsanalysen er fuldstændig afgørende for din samlede SEO indsats. Den er ganske enkelt rygraden i hele din søgestrategi. Med de rette søgeord rammer du målgruppen så effektivt som muligt, hvorimod du, med de forkerte, rammer ved siden af og spilder værdifuld tid.

Der er forskellige måder at gribe søgeordsanalysen an på:

  • Find de søgeord der bruges af personer i din branche, når de beskriver produkter og services. Hertil er konkurrenternes sider ofte en guldgrube af viden.
  • Gør det samme med ‘almindelige’ mennesker i den almene offentlighed. Brug f.eks. online fora til research eller spørg ganske enkelt familie og venner, hvilke ord, de ville søge på, hvis de skulle finde netop dit produkt. Har du en telefonisk salgs- eller supportafdeling så spørg sælgerne, hvad kunderne plejer at kalde de forskellige produkter.
  • Find et værktøj der kan vise dig information om søgeord og give dig forslag til synonymer samt vise dig antallet af månedlige søgninger. Her er et utal af muligheder og at udnytte dem kan være meget givtigt. Hvor mange der søger på det pågældende ord og hvornår på året kan nemlig have afgørende betydning for planlægningen af din SEO-indsats. Se forskellige værktøjer her
  • Se på hvilke søgeord, dine brugere har brugt for at komme til dit website.
    Dette kan du se i eksempelvis Google Analytics, som er et gratis værktøj Google stiller rådighed. Få det installeret.

Husk synonymerne

Søgemaskinerne er efterhånden blevet så intelligente, at de bruger NLP, Natural Language Processing. Det er en form for digital sprogforståelse, der gør søgemaskinerne i stand til at forstå, at eksempelvis en avis og et dagblad er én og samme ting. Det betyder, at søgemaskinen, udover dine primære søgeord også forstår de synonymer, du bruger i teksten på dit site.

Synonymer hjælper dig derfor i jagten på de gode placeringer og som en ekstra bonus, gør de også sproget bedre og teksten mere flydende at læse. Tænk derfor også over, hvilke andre ord end dit primære søgeord, der er relevante for søgningen. Inddrag også gerne flertals- og entalsformer, så du for eksempel både bruger ordet cykel og cykler.

Søgeord – short tail eller long tail?

Allerførst: Et short tail søgeord er et ord, der står for sig selv – altså “et ord med ingen eller en kort hale” Det kan være “maling” eller “hvid maling”.

Et long tail søgeord er flere ord, der ofte danner enten en hel sætning eller dele heraf – altså “et ord med en lang hale bagefter” Eksempelvis “maling af hus indvendig” eller “hvid maling til plankeværk”

Short tail søgeord bliver anvendt markant flere gange i søgninger end long tail søgeord. En høj søgevolumen, d.v.s. antallet af søgninger over en given periode, medfører også oftest høj konkurrence.

Når man taler om konkurrence i forbindelse med søgeord, betyder det, at søgeordet er eftertragtet at blive fundet på og at der derfor vil være markant flere konkurrenter at skulle slå i søgeresultaterne.

Dette vil, principielt, medføre at det vil tage længere tid og kræve en større indsats at nå på søgemaskinernes side 1.

Til gengæld rammer short tail søgeord meget bredt og antallet af konverteringer er betragteligt lavere, end på long tail søgninger, som er mere specifikke og generelt tiltrækker mere købeklare kunder.

Det bør derfor løbende overvejes, om det overhovedet er interessant at ligge i top 3 på søgeordene med høj konkurrence.

Det skyldes, at brugerne generelt bliver bedre og bedre til at søge. De ved godt, at de skal være relativt specifikke i deres søgning, hvis de hurtigt skal finde dét, de skal bruge

Står du eksempelvis og skal have malet dit hus indvendigt, ville du måske også i højere grad søge på “maling af hus indvendig” end blot “maling” som er relativt ukonkret.

I SEO sammenhæng giver long tail søgeord dermed oftest større mulighed for konvertering end short tail søgeord. Long tail søgeord vil i forhold til et bundlinje fokus derfor ofte være et bedre valg – også selvom short tail søgeordenes lovning på tusindvis af søgninger på månedsbasis kan virke tillokkende.

Skal jeg vælge short tail eller long tail?

Svaret er kedeligt. Vælg begge, men med hver sin strategi – tag dog også altid selve rankingpotentialet med i dine betragtninger. Er det realistisk at vippe selveste LEGO af pinden på søgningen LEGO? Eller sende Elgiganten på side 2 i Google ved en søgning på “smartphone”? Hvis ikke, er dine kræfter og ressourcer måske brugt bedre på long tail søgefraser, hvad angår søgeord af denne type.

Generelt kan man dog skitsere det således:

  • På lang sigt: Vælg short tail søgeord. Det tager tid at kravle op, men hvis det først sker, kan der være både relevant trafik og god branding i udsigt.
  • På kort sigt: Vælg long tail søgeord. Du konverterer hurtigere på long tail søgeord, fordi du rammer en købelysten målgruppe. Desuden er det nemmere at komme på side 1 og endda i top 3 på disse søgninger.

Har du brug for kunder lige nu og her, er en anden effektiv mulighed at vælge at bruge ressourcer på Google Adwords annoncering. Her betaler du dig til placeringer øverst i søgeresultaterne. Har du ikke erfaring med Google Adwords annoncering, anbefaler vi dig som et minimum at du lader et Adwords-bureau stå for opsætning af både din konto og dine indledende annoncer. Adwords brugt forkert kan i værste fald blive en dyr affære uden afkast.

Når du har foretaget din søgeordsanalyse og er kommet frem til det eller de søgeord, du vælger at målrette din SEO indsats efter, skal søgeordene benyttes på selve sitet.

I næste afsnit får du en oversigt over de elementer, du kan optimere on-site.

 

3. On-page SEO

Når du har defineret dine søgeord, er du klar til at sende et klart signal til søgemaskinerne om, hvad dit websites fokus er. Det gør du gennem den såkaldte on-page optimering.

On-page søgemaskineoptimering er et udtryk for de muligheder du har for at SEO optimere på selve din hjemmeside (on-page).

Det meste af det, du foretager dig og udgiver på din hjemmeside, kan optimeres til at øge dit sites værdi i søgemaskinernes øjne.

Relevans og popularitet

SEO-signaler kan deles op i to kategorier: Relevans og popularitet.

Det er søgemaskinernes samlede vurdering af et sites relevans, du har stor indflydelse på gennem on-page optimeringen. Ved at være klar i spyttet i forhold til brugen af dine valgte søgeord, giver du søgemaskinerne besked om, hvad dit site handler om, hvormed søgemaskinerne kan levere brugerne relevant indhold.

Populariteten er derimod noget, der ikke kan optimeres direkte på dit site, Dette kaldes derfor off-page optimering, hvilket du kan læse om i afsnit 4. Når vi alligevel berører det kort i denne sammenhæng, skyldes det, at en del af et sites popularitet måles i, hvor mange (og hvilke) andre sites der linker til dit site.

Her spiller on-site optimeringen også en stor rolle – for hvis andre skal have lyst til at linke til dit site, er du nødt til at have noget godt og relevant indhold.

On-site optimeringens elementer

Når man taler om on-site optimering, mener man optimering af elementer som title tag, url, header tags, brødtekst m.v.

Det er nemlig disse elementer, der giver søgemaskinerne en ide om, hvad det er, dit website handler om.

Her følger en oversigt over on-site optimeringens elementer.

Title tags

Et title tag giver hver enkelt underside på din hjemmeside en overskrift. Den forklarer kort, hvad siden handler om, og er det element, der sender det stærkeste signal til søgemaskinerne om sidens fokus. Title-tag’er er derfor det vigtigste element at optimere, når du laver on-page optimering af din side.

Et godt title tag opnås ved at lave en grundig søgeordsanalyse og en skarp sætning, der giver læseren lyst til at vide mere. Title-tag’et er nemlig også dét, brugeren ser som det første, når vedkommende bliver præsenteret for dit søgeresultat.

Visuelt forklaret, kan du her se et title-tag.

INDSÆT BILLEDE HER

Title-tags er udelukkende synlige for brugeren i selve søgeresultaterne samt i browserens fane.

META descriptions

En meta description er en uddybende beskrivelse. Den står lige under title-tag’et i søgeresultaterne og er en uddybende beskrivelse af titlen. Meta descriptions er udelukkende synlige for brugerne i selve søgeresultaterne.

Laver du en meta description, har du 155 tegn til din rådighed, som skal vække brugerens nysgerrighed, så vedkommende klikker ind på dit site.

Meta descriptions har dog ingen direkte påvirkning på, hvordan søgemaskinerne vurderer dit sites relevans, men de er alligevel værd at bruge energi på.

En veludført description har nemlig kæmpe indflydelse på den såkaldte click-through rate (hvor mange, der klikker på netop dit site, når de ser søgeresultaterne for den pågældende søgning) –  og CTR’en har indflydelse på søgemaskinernes vurdering af dit site.
Med andre ord: En god description ‘lokker’ brugeren til at klikke sig ind på dit website, hvor der efterfølgende er mulighed for at vedkommende konverterer.

Header tags

Vi har allerede defineret, at et title tag var titlen på en hoved- eller underside.

Header tags er overskrifter, der bruges på en hoved- eller underside og, i modsætning til title-tag’et, er synlige for brugeren på selve siden.

Header tags kan opdeles i op til 6 niveauer. De hedder H1, H2, H3, H4, H5 eller H6.

Header tags benyttes til at give siden en hierarkisk opbygning overfor søgemaskinerne og skabe overskuelighed for brugeren.

Opbygning ved hjælp af header tags giver søgemaskinerne en klar sti at gå efter, når siden crawles, fordi du har signaleret, hvilke elementer på din side, der er mest relevante.

H1 er placeret højest i artiklen og H6 findes langt ned i artiklen. En side skal have én H1 overskrift, mens de øvrige ikke er et krav. Der må kun fremgå én H1 overskrift på en side, mens der gerne må være flere H2 overskrifter, hvis det giver mening for tekstens opbygning og virker naturligt.

Oftest anvendes udelukkende H1 og H2 i SEO-mæssig øjemed, da tests viser at det udelukkende er disse to header tags, der lægges vægt på i forhold til søgemaskinens vurdering af sidens indhold.

De øvrige anvendes primært af hensyn til brugeren, for at gøre indholdet overskueligt.

URL

Hver gang du går på internettet, ser du en URL. Den er nemlig ‘adressen’ på den side eller det dokument, du besøger. Helt præcist står URL for Uniform Resource Locator.

Det er her vigtigt at sige, at det ikke kun er websites, der findes på en URL. Hvis du eksempelvis får et link til en pdf-fil, vil dette også være en URL-adresse. Prøv at lægge mærke til det næste gang du downloader en pdf fil.

Vær dog opmærksom på forskellen mellem et domæne og en URL.

www.oxygen.dk er et domæne – d.v.s siden hvor alt yderligere indhold hører hjemme. Domænet er altid fastsat helt fra begyndelsen og er oftest bestemt med udgangspunkt i din virksomheds navn.

www.oxygen.dk/seo/ er en URL – som både kan og bør optimeres mod fokussøgeordet.

Hvad skal jeg kalde mine URL’er?

En URL adresse der indeholder et godt, relevant søgeord og dermed beskriver sidens formål, er guf for søgemaskinerne, når de crawler. Det giver din side yderligere SEO-mæssig værdi.

Din fornemste opgave, når du konstruerer URL’er er at gøre dem korte og lette forstå for både søgemaskinerne og den besøgende.

Hedder din underside “søgemaskineoptimering og SEO”, kunne din url være din hjemmeside adresse, efterfulgt af “soegemaskineoptimering-seo”. For eksempel www.oxygen.dk/soegemaskineoptimering-seo/

Vær opmærksom på at specialtegn som æ, ø og å i nogle søgemaskiner kan få et mærkeligt udtryk i selve søgeresultaterne, fordi maskinen ikke kender dem og derfor omformaterer dem til specialtegn. Brug derfor så vidt muligt oe, ae og aa i stedet.

Image Alt Tekst

Når du besøger et website og holder musen hen over et billede og en tekst popper op, er det en Image Alt Tekst, du præsenteres for. Den fortæller dig kort som bruger, hvad du kan forvente at billedet indeholder.

Søgemaskinen får samme tekst, når den crawler sitet og bruger informationen som både en del af analysen, opbevaringen og indekseringen. Finder den ingen tekst, giver dit billede ingen SEO-mæssig værdi, da søgemaskinen ikke er i stand til rent visuelt at se selve billedets indhold og derfor ikke aner, hvad billedet forestiller.

Det er spild af uudnyttede ressourcer, så giv derfor dine billeder en velovervejet Image Alt Tekst, der indeholder de primære søgeord – ligesom du gør, når du laver title tag. Navngiv også billedfilen efter, hvad der er på billedet, inden du uploader og lad søgeordet indgå i filnavnet – søgemaskinerne læser nemlig også filnavnene.

Interne links

I starten af dette afsnit beskrev vi kort relevans og popularitet, og berørte kort, at eksempelvis links var relevante for populariteten.

Interne links hører dog under relevans, ligesom de øvrige on-site elementer – i modsætning til eksterne links, som vi vender tilbage til i afsnittet Off-page optimering.

Men hvad er et internt link og hvad kan det?

Et internt link er et link på dit eget website, som leder brugeren til en anden underside på dit website, hvis brugeren klikker på det. Interne links kaldes også for navigationslinks.

Interne links guider både brugerne rundt på sitet, men hjælper også søgemaskinerne til at forstå opbygningen og sammenhængen på dit site: Jo tydeligere det er angivet, hvordan man kommer rundt på sitet, desto nemmere har søgemaskinerne også ved at navigere, hvilket bliver belønnet, når websitet skal rangeres.

Optimering af den interne linkstruktur kan have stor betydning for dine placeringer i søgeresultaterne og kan nogle gange være det afgørende element for, om din hjemmeside eller din konkurrents hjemmeside ligger øverst.

Sitemaps

Et sitemap er en indholdsfortegnelse over alle dine undersider og en oversigt over, hvordan du har opbygget dit website. For brugeren kan det være en god ‘vejviser’, hvis din hjemmeside er omfattende og brugeren ønsker en oversigt.

Sitemap’et giver søgemaskinerne et hurtigt og klart overblik over din sideopbygning, når siden crawles.

Der findes to typer sitemaps:

  • HTML sitemaps, som er for mennesker. Dette sitemap placeres synligt som en indholdsside for den besøgende. Mange har links til deres sitemap i footeren.
  • XML sitemaps, som er for søgemaskiner Denne type sitemap er en fil, der er kodet i XML og indsendes til søgemaskinerne. I Googles tilfælde via Google Search Console.

On-page SEO – Det du ikke må gøre

  • I gamle dage (00’erne) kunne man bruge sit primære søgeord lige så mange gange man ville i en tekst. Jo flere, jo bedre! Søgemaskinerne ville belønne brugen af søgeordet og dermed give en højere placering. Den går ikke længere. Søgemaskinernes fokus er at optimere brugeroplevelse. Dermed nedvurderer de dit sites kvalitet, da X antal gentagelser af søgeordet ikke garanterer, at det rent faktisk var det bedste samlede søgeresultat, der blev præsenteret. Brug derfor dine søgeord med omhu og anvend, som nævnt i afsnittet om søgeordsanalyse, synonymer.
  • Brug ikke skjult tekst, som ikke kan ses af brugeren – f.eks. hvid skrift på hvid baggrund. Når teksten er skjult, giver den ingen værdi for brugeren og dette straffes også af søgemaskinerne, da det ses som manipulation.
  • Unaturlige links, herunder gentagne og identiske links med samme anchor tekst (se ordforklaringen bagerst. Links som udelukkende er lavet til ære for søgemaskinerne opdages og bliver set som ligegyldige. Straffen kan være en tur nedad i søgeresultaterne. Lav derfor kun links, der giver mening for brugerne.
  • Cloaking: Når der vises én type indhold til brugerne, og et andet indhold til søgemaskinerne. Du viser måske søgemaskinerne en overoptimeret  underside fyldt med dine søgeord, i et forsøg på at opnå højere rankings – men leder dine brugere videre til en anden og mere brugervenlig side. Den går dog ikke. Søgemaskinerne er nødt til at være sikre på, at det dé ser, også er dét, deres brugere ser. Sider der anvender cloaking vil på sigt blive fjernet fra søgemaskinens index.

Perfekt optimerede sider

Perfekt gennem-optimerede sider findes ikke og lad aldrig nogen bilde dig andet ind.

Internettet er dynamisk og kravene for, hvad der er god og dårlig SEO, ændrer sig hele tiden. Dertil kommer at én type optimering som virker godt for ét site, ikke nødvendigvis også har effekt for et andet.

Dog er der nogle punkter som skal opfyldes, for at dit site kan være så tæt på perfekt optimeret som muligt:

  • Tydelige og optimerede søgeord i title
  • Lokkende og indbydende META beskrivelser.
  • Korte URL-adresser indeholdende det primære søgeord.
  • Tilgængelig og forståelig navigation for både brugere og søgemaskinerne
  • Klare og indbydende overskrifter (header tags) på dit indhold
  • Brug af engagerende billeder og visuelt indhold.
  • Gode og interessante tekster, hvor søgeordene indgår. Indholdet skal være godt for mennesker, ikke søgemaskiner. Godt indhold engagerer, så brug tiden på det. Derudover skal strukturen på dit indhold organiseres, som brugerne forventer at modtage det.
  • Sider skal være tilgængelige for crawling, så søgemaskinernes bots kan komme til. Undgå i den forbindelse at benytte teknologier som Flash og Silverlight, da bots’ne teknisk kan have svært ved at afkode disse.
  • Lav indholdet socialt og let delbart, evt. ved hjælp af social buttons – og lav det så godt at brugerne også har lyst til at dele det.
  • Sørg for at din hjemmeside er responsiv, hvilket betyder at sitet og dets indhold skaleres og tilpasses til den enhed, du ser det på, uanset om det er en computer, tablet eller smartphone. Smartphones har siden 2016 været den primære enhed, der anvendes, når der skal surfes på internettet og hvis dit site ikke er brugervenligt på en mobiltelefon, vil mange forlade det igen med det samme. Dette sender et signal til søgemaskinerne om, at dit site havde ingen eller kun ringe brugerværdi.

 

4. Off-page SEO

Der er masser af websites om basketball, men hvordan definerer søgemaskinerne så, hvilken side der informerer brugeren bedst om basketball?

I et tilfælde som dette tager søgemaskinerne delvist beslutningen ud fra, hvad resten af internettet mener. Her kommer off-page optimering ind i billedet.

Off-page søgemaskineoptimering har sit primære fokus på linkbuilding. Det handler kort fortalt om at få gode og relevante links ind til dit website, for at vise søgemaskinerne hvor populær din side er.

Et link fra et andet website er nemlig en slags anbefaling af dit site. Vendt om, ville du også kun selv linke til noget, du synes var relevant eller af en vis værdi for modtageren.

Vi kigger i dette afsnit nærmere på linkbuilding, som er et must for alle der arbejder med SEO. Du får et indblik i, hvordan linkbuilding fortæller søgemaskinerne, at dit website har relevant information og hvordan du opnår de gode links.

Husk dog altid: De bedste links er dem, der opstår naturligt. Laver du godt og relevant indhold, vil du opleve, at andre sider linker til din helt af sig selv.

Kort om link-typer

Der findes tre slags links: Interne links er de links du laver på din hjemmeside, som peger fra en side til en anden. Udgående links, som er de links du laver ud af dit site (til andre sider) og indgående links, som er dem, du skal have andre til at lave til dit site.

Det er de indgående links, det handler om i dette afsnit.

Søgemaskinerne elsker populære og relevante links

Vi har i afsnit 3 slået fast, at on-page optimering handler om relevans, og at off-page optimering handler om popularitet.

Popularitet opnås igennem links. Links er en tilkendegivelse af, at indholdet er relevant og brugbart. Links er ifølge søgemaskinerne et pålideligt bevis på denne relevans og selvom det er relativt nemt at manipulere med links (f.eks. ved at bede andre linke til ens site, selvom de slet ikke reelt mener, ens site har nogen værdi) har det stadig stor værdi – søgemaskinerne kan nemlig også måle på, om linket skaber trafik til dit site.

Grundlæggende principper for linkbuilding

I SEO er der ikke nogen facitliste. Svarene er altid dynamiske og individuelle, så derfor bør man holde sig opdateret om udviklingen. Det samme gælder for linkbuilding, og du bør som udgangspunkt altid følge disse principper, som er yderligere forklaret nedenfor.

  • Producer hjemmeside indhold der er værd at linke til (Link-worthy Content).
  • Vis flaget og bland dig i, for dig, relevante online samtaler udenfor din hjemmeside (Proactive Engagement).
  • Plej dine relationer af kød og blod (Offline Relationships).

Link-worthy content

Tænk på at dit indhold primært skal læses af mennesker, ikke maskiner. I SEO kan man til tider godt blive fristet til at skrive ulogisk, fordi man fokuserer på at pleje søgemaskinernes interesser med de rette søgeord.

Har du et svært søgeord, du skal skrive ud fra, bliver dine sætninger nogle gange uforståelige og unaturligt konstruerede, og det skal du undgå. Prioritér derfor altid at teksten er forståelig og naturlig på den side, du gerne vil have andre skal linke til.

Tiden, du bruger på at skrive godt indhold, er godt givet ud. Du sørger ikke alene for, at andre har lyst til at linke til dit site, men også at brugerne bliver længere tid på dit website og måske endda foretager en konvertering og selv får lyst til at dele dit indhold.

Alt i alt noget, der også der understøtter de forskellige ranking-parametre, når søgemaskinerne skal vurdere din hjemmesides kvalitet. Tænk derfor godt og grundigt over, om det indhold du sidder og skriver, er relevant nok til at blive delt. Test det gerne af på kolleger, familie og venner.

Tag imod kritikken og tilret – og skrot i værste fald teksten, også selvom du har brugt meget tid på den. Din anvendte tid må aldrig blive et parameter for beslutningen om, hvorvidt du lægger noget online. Spildt tid er ærgerligt, men søgemaskinerne vil belønne dig for det i sidste ende.

Off-site engagement

Bland dig i relevante diskussioner online og del din viden med andre.

På sociale medier som LinkedIn og Twitter, er det nærmest et mantra, at man blander sig i diskussioner og ikke mindst vidensdeler. Gør din stemme berettiget, men vær dog også altid opmærksom på, at dine kunder og konkurrenter sandsynligvis også læser med.

På LinkedIn findes fagrelevante grupper, hvor du kan komme med inputs og dele din viden med andre i samme branche. Du bliver set og hørt og folk husker, hvem du er. Har du endda sagt noget klogt eller delt noget, der er værdifuldt for andre, er der store chancer for at gruppens medlemmer linker til dig eller din hjemmeside, hvis de modtager forespørgsler på netop din ekspertise.

Får du omvendt gode inputs fra et andet gruppemedlem, så link til dennes hjemmeside. Det får I begge SEO-mæssig værdi ud af.

Twitter og Pinterest er, ligesom LinkedIn, vellidte af søgemaskinerne. Har du ressourcer og overskud, så gå også derind og bland dig på samme måde som nævnt i eksemplet med LinkedIn.

Vi anbefaler at du installerer gratis-værktøjet Google Analytics på din hjemmeside, hvis ikke du allerede har gjort det. Så indsamler du løbende data om dine besøgende og kan dermed måle effekten af disse aktiviteter og vurdere om du bruger din tid hensigtsmæssigt.

Offline Relationships

Kom ud i den virkelige verden. Brug det netværk du har opbygget gennem livet: Dine studiekammerater, tidligere arbejdskolleger, folk i dit erhvervsnetværk samt venner og bekendte.

Har du nogen i dit netværk, der laver blogindlæg, har hjemmesider eller virksomheder, så bed dem linke til dit website. Husk dog at være kritisk. Hvis dit website handler om tomater, er det ikke nødvendigvis super relevant at få et link fra en blog om katte.

Grunden til at relevans også nævnes her, i off-page-sammenhæng, er at relevansen er det helt centrale i alle SEO-aspekter. Søgemaskinerne får brød på bordet ved at være relevante, og derfor præmierer de også dine links efter relevans.

Så jo mere relevante dine links er, jo højere er kvaliteten af dem også.

Off-page SEO – Det du ikke må gøre

Byg ikke spam-links

Du har i princippet mulighed for hurtigt at hæve antallet af indgående links og dermed give dit site et boost ved at oprette en masse nye links fra forskellige sider med samme anchor text, indeholdende dit keyword. Lad være. Det er ikke alene nyttesløse links, fordi de aldrig kommer til at give dig én eneste besøgende – søgemaskinerne opdager hurtigt, at de bliver manipulerede og den slags bliver straffet.

Køb ikke links

Af fuldstændig samme årsag som ovenstående: At købe et link er manipulation – stort set alle vil linke til dit site for penge, og så kan man ikke længere kalde linket for en reel anbefaling.

Gensidig link building er sjældent tiden værd – rankingmæssigt

Har du en aftale med et andet firma om, at I linker til hinandens websites?

Det er i princippet en god ide og har før været effektivt. Det er det bare ikke længere, hvis vi udelukkende ser på søgemaskinernes vurdering af dit sites værdi. Et sådant link kan dog sagtens have sin berettigelse alligevel – nemlig hvis linket kan skaffe dig besøgende eller hvis det virker naturligt at linke.

Sælger du tomater, og linker til det supermarked, der køber tomaterne – og de linker tilbage, fordi du er deres leverandør, så er det et relevant og berettiget link. Og et sådant link bør du lave uanset søgemaskinernes algoritmer.

 

5. Konkurrentanalyse

For at få succes med SEO er du som minimum nødt til at være lige så god som dine konkurrenter. Derfor skal du også have defineret, hvem dine konkurrenter er, hvilke søgeord de benytter, hvor de har links henne og hvor de ellers er synlige online.

Den indledende konkurrentanalyse udføres bedst ved at udvælge en række søgeord, som du tror du og dine konkurrenter vil benytte for at definere jeres produkt bedst muligt. Søg på ordene i søgemaskinerne og se hvordan konkurrenterne ligger placeret.

Brug dog enten inkognito-mode i din browser eller anvend toolet impersonal.me. På den måde får du et så realistisk billede af jeres indbyrdes placeringer, da de fleste søgninger (som allerede nævnt i indledningen) er farvede af din egen søgehistorik.

Tjek også hvilken type indhold, der rangerer højt. Ikke kun hos konkurrenterne, men også generelt. Det kan give dig en idé om, hvad brugerne efterspørger.

  • Er det ebøger, hvor vidensdeling er i højsædet?
  • Er det videoer eller andet visuelt indhold der ligger øverst?

På søgefraser hvor ordet “hvordan” indgår, er der f.eks. en stigende tendens til at søgemaskinerne favoriserer resultater med videoguides fra eksempelvis YouTube. “På denne søgefrase, vil det være godt at overveje at lave videoindhold.

En konkurrentanalyse skal være grundig, for at du får det bedste afsæt til din egen SEO-strategi. Der er mange faktorer at analysere, men nedenstående 3 er de vigtigste:

  • Tjek konkurrentens domænenavn: Hvor gammelt er domænet, hvilke søgeord bruges, og bruges søgeordene i URL?
  • Domæne-autoritet. Hvor stærk er konkurrentens domæne? (For højt niveau i forhold til bogens øvrige indhold, tænker jeg)
  • Hvor mange af konkurrentens sider er indekseret?  Det giver dig et billede af, hvor stort sitet er. Du kan tjekke dette ved at lave en såkaldt site:search i Google. Dette gøres ved at skrive site:oxygen.dk i søgefeltet. Herved får du en liste over alle pågældende sites sider i Googles index.
  • Hvor har din konkurrent links henne? Dette kan du anvende forskellige tools til at klarlægge.
  • Hvad giver din konkurrent sine brugere, som du ikke gør? Herunder f.eks. know-how-artikler, guides eller e-bøger.

Der findes mange værktøjer til konkurrentanalyse. Her finder du en gode liste af brugbare værktøjer: https://www.orbitmedia.com/blog/website-competitive-analysis-tools/.

Når du har alt dette på plads, ved du, hvor du selv skal sætte ind, hvis du vil i front.

6. Duplikeret indhold

Når et stykke indhold findes flere steder online, kaldes det duplicate content – eller på dansk, duplikeret indhold.

Ligesom et bibliotek ikke er interesseret i, at alle bøger om biler indeholder nøjagtigt den samme tekst, selvom omslagene er forskellige, har søgemaskinerne det på samme måde.

Hvorfor levere 10 ens søgeresultater på side 1? Det er spild af både plads og brugernes tid og derfor vil søgemaskinerne kassere de duplikerede tekster og slet ikke vise disse som søgeresultater.

Derfor er det decideret skadeligt, hvis du gengiver indhold, der allerede ligger tilgængeligt online. Ikke kun for dig selv, men også for den, du kopierer teksten fra. Du, eller de andre, risikerer nemlig at blive fjernet fra søgemaskinernes indeks.

Duplicate content er en af de mest udbredte udfordringer for søgemaskinerne. Selvom indholdet er af høj kvalitet og relevant, har søgemaskinerne nemlig problemer med at finde ud af hvilken version, der fortjener at blive placeret højest i søgeresultaterne.

Hvordan opstår duplicate content typisk?

Duplicate content kan opstå mange steder og det vil være for omfattende at nævne alle scenarier. De mest almindelige duplicate content fejl, der begås er dog følgende:

  • Når du eller andre kopierer allerede eksisterende indhold og genudgiver dette på en anden URL.
  • Når der opstår teknisk duplicate content, som f.eks. hvis standardindstillingerne i et CMS-system som Wordpress ikke rettes.
  • Når kategorisider på webshops har sorteringsfunktioner, der lader brugeren sortere efter eksempelvis pris eller størrelse. Hvis URL’en ændres når man vælger sorteringsfunktionen, er adressen ny, men indholdet det samme og ens sider opstår.
  • Når du kopierer en produktbeskrivelse fra en producent og gengiver den på din egen produktside.
  • Når en undersides indhold både ligger på websitet og som print-venlig-PDF med egen URL.

Hvordan håndterer man duplicate content?

Du har flere muligheder. Du kan:

  • Flytte og omdirigere indhold. (Remove and redirect)
  • Pege søgemaskinerne til den oprindelige/korrekte kilde (Rel=”canonical”)

Det kan dog være en ganske stor teknisk udfordring at tilrette duplicate content.

Tænk dig om inden du går i gang eller lad i stedet dit SEO-bureau tage et kig på din udfordring. Ofte skal de ikke bruge særlig lang tid på tilretningerne og desuden risikerer du ikke at gøre noget forkert.

Remove and redirect

Hvis den side, der skaber duplicate content, slet ikke er nødvendig for brugeren at se, kan du oprette en såkaldt 301 redirect. Det kunne f.eks. være, at du ved en fejl er kommet til at oprette 4 ens produktsider. Her redirecter du så trafikken fra de 3 af siderne til den 4. originale.

Det ligger i ordet, at du på den måde omdirigerer trafikken fra den side, brugeren oprindeligt ville lande på til en anden. Det får både brugeren og søgemaskinerne til at “springe siden over” og antage at den side, de er blevet omdirigeret til, er den korrekte.

Rel=”canonical” – at pege søgemaskinen til én kilde.

Hoved- og undersider på din hjemmeside, kan have flere URL adresser.

Du angiver måske hovedsiden som https://www.hovedside.dk.

Nøjagtig samme side får af søgemaskinerne og CMS systemerne i samme omgang en anden adresse. Det kunne være https://hovedside.dk

Nu kan hele dit site findes på både https://www.hovedside.dk og https://hovedside.dk og søgemaskinerne kan ikke vide, at der faktisk er tale om én og samme side, selvom den har 2 adresser.

Grunden hertil er meget teknisk, og niveaumæssigt over indholdet i denne SEO guide for begyndere. Men faktum er dog, at begge adresser nu skaber duplicate content. Det er derfor vigtigt at du peger alle de tildelte adresser, for samme side, indtil én side.

Ligesom med redirect 301, kan du benytte html koden Rel=”canonical”, til at pege https://hovedside.dk ind til https://www.hovedside.dk hvis sidstnævnte er din primære side.

Brugerne vil stadig kunne se begge versioner, men søgemaskinerne ledes korrekt på vej og duplicate content undgås, fordi du har fortalt søgemaskinerne, hvilken side, der er den originale.

Søgemaskinen får på den måde også lettere ved processen omkring crawling, opbevaring, indeksering og rangering. Præmien for dig bliver større synlighed i søgeresultaterne.

Bemærk: Valg af redirect-metode afhænger af situationen, så også her bør du kraftigt overveje at tage fat i en SEO specialist.

Robots meta tag – noindex, follow

I stedet for at bruge Rel=”canoncial” til at bekæmpe duplicate content, kan du også vælge at benytte koden “noindex, follow”.

Det er et kodestykke, der beder søgemaskinen om ikke at indeksere siden, men stadig følge de links, der er på siden. På den måde bliver det irrelevant for søgemaskinerne, at sidens indhold er identisk med allerede eksisterende indhold.

 

7. Design og sidestruktur

Din sides design og sidestruktur skal være let at gå til og navigere rundt i. Det forventer brugerne, som nemt giver op og bliver irriterede, hvis de ikke kan finde rundt. Det samme forventes også af søgemaskinerne, som vil bruge dette til at bedømme dit sites værdi.

Design påvirker desuden næsten alle SEO’ens øvrige parametre, og nogle designelementer er endda en del af søgemaskinernes algoritmer. Med andre ord: Design er vigtigt!

SEO guide - SEO for begyndere
Kilde: https://www.orbitmedia.com/blog/web-design-standards/

I dette afsnit kortlægger vi de ting, som brugerne er blevet vant til på hjemmesider og du derfor som minimum bør opfylde, når du skal designe dit site.

Det kan nemlig betale sig at være lidt kedelig, hvad design og navigation angår.

Drop tanken om at revolutionere og være anderledes på dette punkt: Gør som de andre, da søgemaskinerne derved nemmere ved, hvilken vej crawleren skal gå – og brugerne intuitivt hurtigt forstår, hvordan de skal navigere rundt på din hjemmeside.

Ovenstående hjælper både søgemaskinerne og brugerne til en god oplevelse og et godt design giver konverteringer. Brugeren opholder sig på sitet i længere tid, og det sender et signal til søgemaskinerne om, at dit site er værd at besøge og dermed vise i søgeresultaterne.

Sørg derfor for:  

  1. At gøre dit logo klikbart.
  1. En konstant og klar navigation. Placerer du dit logo i øverste venstre hjørne, skal det være dér på alle sider. Er dine social media ikoner nederst, skal de være dér hele vejen igennem.
  1. Klikbare links. Links bør være lokkende og klikbare og det skal tydeliggøres, hvor man skal klikke henne – lav derfor som minimum links blå og understregede, så de er synlige for øjet.
  1. Konverteringsfokuseret design. Sørg for at brugeren kommer let til dine konverteringsmål. Vil du have dem til at tilmelde sig et nyhedsbrev, lægge varer i kurven eller se din nyeste video? Så sørg for at de let dirigeres mod dit konverteringsmål og at de ikke selv skal tænke sig frem til, hvor de gør netop dette. Men: Hav ét mål for øje ad gangen og lad være med at lokke dine kunder væk fra indkøbskurven med en popup, der tilbyder et nyhedsbrev. Vær klar i spyttet med dig selv om, hvad du egentlig vil med dine besøgende.
  1. Responsivt design. Kan din side læses, uanset om du bruger en smartphone, tablet eller bærbar? Eller bliver teksten ulæselig og lille og linkene i menuen for små til at ramme? Din side, dine billeder og din tekst skal skalere hurtigt, så brugeren får en god brugeroplevelse og ikke skræmmes væk.

Har du ikke optimeret dit indhold til at kunne ses på en smartphone, risikerer du at ryge langt ned i søgeresultaterne. 2016 var året, hvor vægten tippede og over halvdelen af al trafik på internettet kom fra mobile enheder. Tænk over det, når du laver indhold og optimerer til SEO.

Opbygning målrettet crawlere

Lav XML sitemaps

Som beskrevet i afsnit 3: Et XML sitemap, giver søgemaskinerne en oversigt – en slags indholdsfortegnelse – over indholdet på site. Du definerer struktur og hierarki for søgemaskinerne og leder dem derved nemmere igennem dit site.

Benyt robots.txt

Indsæt en kode i filen robots.txt, når en side ikke skal crawles. Robots.txt kan med fordel benyttes på personfølsomme eller private sider samt i købsflowet på webshops.

Gør visuelt indhold tilgængeligt

Undgå at benytte formaterne Flash og Silverlight, da søgemaskinerne stadig kan have svært ved afkode disse teknologier.

Spar på klikkene

Sørg for at spare på det antal kliks, der skal bruges af crawleren for at komme rundt på sitet. Fra du står på forsiden bør du kunne nå ud i sitets yderste afkroge med kun 4 klik.

Eksempelvis:

  1. Forside (1.klik)
  2. Fra forsiden til kategorisiden om sko (2. klik)
  3. Fra kategorisiden om sko til underkategorisiden med løbesko (3. klik)
  4. Fra underkategorisiden med løbesko til selve produktet Nike løbesko (4. klik)

 

8. Lokal SEO

Søgemaskinerne har altid ønsket at give geografisk og personligt relaterede resultater til brugerne. Smartphones har med deres indbyggede gps og evner til at vise deres lokation, gjort søgemaskinernes ønsker endnu mere mulige.

Når en bruger søger efter eksempelvis “maling”, giver søgemaskinerne dig resultatet baseret på din geografiske placering. Har malerbutikken 1 km fra dig haft fokus på lokal SEO, er der dermed en stor chance for at de lige har erhvervet sig en kunde – nemlig dig.

Alle, der arbejder med søgemaskineoptimering, skal vide, hvordan søgemaskinernes algoritmer påvirker søgeresultaterne med lokale resultater, så strategien kan tilpasses herefter.

Det giver især mening at beskæftige sig med lokal SEO, hvis ens forretningsmåde er geografisk afgrænset – det kunne f.eks. dreje sig om vinduespudsere, restauranter og tandlæger.

De vigtigste faktorer, ved lokal SEO er:

NAP

NAP står for Name, Address, Phone Number. Når du vil have lokal SEO til at fungere, er det her, du skal være særligt opmærksom. Søgemaskinerne skal nemt kunne lokalisere dit firmanavn, din adresse og dit telefonnummer på sitet.

Det sørger du for ved at lade oplysninger fremgå kontinuerligt på hele sitet – f.eks. i footeren. Der skal kun være ét navn, én adresse og ét telefonnummer og hvert eneste bogstav og formateringen heraf skal være 100% ens.

Mange CMS-systemer har et modul til udfyldelse af disse oplysninger og du kan med fordel benytte dette, så du er sikret den ønskede ensartethed.

Telefonbøger

At få omtale i de online telefonbøger er vigtigt, når du laver lokal søgeordsoptimering. Sider som Krak, De Gule Sider og Eniro kan med fordel fodres med din kontaktinformation.

Det kræver oftest at du laver annoncer på siderne og hos De Gule Sider, koster de ca. Kr. 300,- pr måned. Går du efter det lokale marked, er det dog uden tvivl pengene værd.

Google My Business

Tilmelding til Google My Business er essentiel og har stor indflydelse på dine placeringer. Det er en gratis service, som du kan læse mere om her: https://support.google.com/business/answer/7091?hl=da. Vi anbefaler, at læser den linkede side grundigt og udfylder din profil med komplette data.

I samme boldgade som Google My Business finder du Apples og Microsofts services. Anbefalingen er den samme.

Lokale landingsider

Hvis din virksomhed har flere lokalafdelinger, bør hver enkelt afdeling af have sin egen kontaktside på hjemmesiden.

 

9. Effektmåling

Sørg for at din tid bruges klogt, ved at opstille effektive KPI’er, du kan måle din succes på. SEO uden effektmåling svarer til at arbejde i blinde og har du ingen KPI’er er det svært at vide, hvor du helt konkret kan måle effekten.

KPI betyder Key Performance Indicator og kan i oversættes til målsætninger på dansk. De mest almindelige KPI’er er antal tilmeldinger til nyhedsbrevet, antal webshop-ordrer, ordrestørrelser eller henvendelser via en kontaktformular.

Der findes mange systemer til at måle effekten af din SEO på, men i forhold til at måle på selve sitets performance er Google Analytics helt essentielt. Har du ikke allerede implementeret dette, er det en af de første ting, du skal gøre, når du klikker videre fra denne SEO guide.

Google Analytics er et uhyre vigtigt værktøj til både webanalyse og effektmåling. Niveauet ligger over “SEO for begyndere”, men hold dig ajour her på sidien, da vi har planlagt adskillige artikler herom i den nærmeste fremtid.

Google Analytics er dog ikke det eneste analyseværktøj på markedet. Se evt. denne artikel og dan din egen holdning til hvilken værktøj der passer til dig ved at prøve dig frem.

Effektmålingens faldgruber

Mange tror desværre, at en liste over ens siders placeringer i søgeresultaterne er en indikator for, om man klarer dig godt eller dårligt. Det er misforstået.

Din placering i søgeresultaterne kan skifte dynamisk og være påvirket af ydre omstændigheder – og som tidligere nævnt ser din nabos søgeresultater anderledes ud end dine.

Dertil kan din rangering også påvirkes af søgemaskinernes midlertidige algoritmer, så pas på med at bedømme din eller andres SEO alene på baggrund af deres placeringer i søgeresultaterne.

Kig i stedet på antallet af besøgende, ordrer, sidevisninger eller om afvisningsprocenten er på vej i den rigtige retning.

I sidste ende er det ikke i placeringerne i søgemaskinerne din indtjening ligger – den ligger i, hvordan dine kunder opfører sig på selve dit site og om gennefører de mål du har opstillet som succeskriterier.

 

10. Algoritmer og historiske ændringer

Søgemaskinerne arbejder altid på at forbedre brugernes oplevelse og på at sørge for, at risikoen for manipulation af algoritmerne minimeres.

Det betyder også at søgemaskinerne konstant nytænker, hvordan de kan levere det mest relevante og værdifulde indhold til dig, når du søger.

Derfor skal vi, der arbejder med søgemaskineoptimering, hele tiden være opdaterede på ændringerne, så vi kan tilrette strategierne i takt med udviklingen inden for feltet.

I dette afsnit gennemgår vi nogle af de mest markante ændringer, der har påvirket SEO de seneste år.

Konstante ændringer

Hos Google har man annonceret, at de, i gennemsnit, ændrer algoritmer mere end én gang dagligt. Dog kan man, set fra helikopteren, være rimelig rolig omkring denne udmelding, da disse ændringer kun påvirker ganske få hjemmesider.

En stor milepæl blev sat, og udførelsen af søgeordsoptimering markant ændret, da opdateringerne “Panda”og “Penguin” så dagens lys.

Google Panda opdateringen

Der florerede inden Panda-opdateringen rigtig mange sites af dårlig kvalitet – herunder overoptimerede sider uden reel værdi og sider med sparsomt tekstindhold.

Panda-opdateringen analyserede og fjernede disse sider. Denne strategi var meget mere barsk, end man før havde set og satte helt nye standarder for kvaliteten af indhold online.

Opdateringen gælder stadig, hvilket tvinger ejere af hjemmesider til at producere indhold og søgeordsoptimering af høj kvalitet for ikke at miste terræn i søgemaskinerne, hver gang der kommer en ny Panda-opdatering.

Google Penguin opdateringen

Det var ikke kun sider af lav indholdsmæssig kvalitet, der stod for skud, da Google i løbet af en relativ kort periode rullede en række opdateringer ud.

Med Google Penguin-opdateringen, tog man hånd om sider med links af lav kvalitet. Her blev sider med især værdiløse, købte og kunstige links straffet med dårligere placeringer i søgeresultaterne og nogen forsvandt endda helt fra overfladen.

Der var på det tidspunkt mange som købte links, med det formål at komme højere op i søgeresultaterne – især fordi links var den nemmeste og hurtigste måde at manipulere med Googles algoritmer på.

Status i dag

Søgemaskinerne er mere kraftfulde og præcise end nogensinde. Vi bruger dem alle stort set hver eneste dag og SEO er i dag, i endnu højere grad end tidligere, blevet en hjælp til både brugerne, søgemaskinerne og os selv.

De sociale medier har også taget opdateringerne til sig i forhold til deres egne indbyggede søgefunktioner, så her vil du også kunne søgemaskineoptimere med lignende teknikker, som du bruger på din hjemmeside.

 

11. SEO i samspil med anden online markedsføring

I bund og grund handler søgemaskineoptimering om at sikre at brugerne kan finde det indhold og den information, de har brug for.

I modsætning til næsten alle andre markedsføringsdiscipliner skal du, som hovedregel, ikke først ud at skabe et købs- eller vidensbehov hos kunden  – det er der allerede.

I den digitale markedsføring er SEO helt fundamentalt. Generelt er det dog optimalt at fordele sine marketingaktiviteter på flere forskellige kanaler. Risikoen ved at lægge størstedelen af sin kundetilgang i søgemaskinernes hænder er, at en simpel ændring i en algoritme en dag kan sende dit website på en rutschetur, så kunderne i en periode forsvinder.

Sørg derfor altid for også at have alternative kundekanaler via f.eks. annoncering, sociale medier, nyhedsbreve eller offline-annoncering. Husk KPI’erne for dine øvrige digitale og offline indsatsområder også, så du kan se, hvordan hver enkelt indsats performer.

Alle ovenfor nævnte kanaler er i øvrigt en del af det, der populært kaldes det digitale økosystem – og kan du give brugeren en god brugerrejse med kvalitetsindhold gennem hele økosystemet, uanset platform, vil det blive belønnet af søgemaskinerne i det lange løb.

Glade brugeres adfærd sender nemlig, hvis ikke det kraftigste signal så et meget stærkt, til søgemaskinerne om, at dit site er i en klasse for sig.